25. nov 2021

Giv dig selv mere tid

Del på:

Pas bedre på dig selv

Flere og flere lever i overhalingsbanen, hvor hverdagen som regel er hektisk, intens og præget af stress. Når det ene gøremål er fuldført, følger et andet hurtigt efter. Fordi det hele skal gå hurtigt og effektivt, er det sjældent, at man har tid til at stoppe op og overveje, hvordan man har det indeni. At stoppe op kan dog være sundt på den lange bane. For at navigere rundt i vores følelsesliv og inderste ønsker bør vi nemlig sætte bremsen i og tage nogle øjeblikke for os selv. Vores mentale helbred afhænger af det. Når vi trives, er vores behov dækket. Disse behov kan imidlertid kun blive tilfredsstillet, hvis vi begynder at kigge indad og aktivt vælge os selv til.

 

Sådan får du mere tid til dig selv

Selvkærlighed kommer først og fremmest indefra, men hvis man ikke har tid til at lede efter den, kan det være svært at føle sig tilfreds og glad. Nedenfor beskrives en række råd, der gør det lettere at finde mere tid til sig selv i hverdagen, så man kan generobre sit overskud og sin glæde:

  • Skær unødvendige gøremål fra. Grib om din kalender og kryds de ting væk, som du egentlig ikke brænder efter at gøre. Det kan nemlig virke lettende at have nogle huller i kalenderen, som man ikke nødvendigvis behøver at fylde ud med noget. Så har man mere tid til at slappe af og gøre det, som man har lyst til uden skyldfølelse.
  • Prioritér de rolige øjeblikke. Vasketøjet kan altid vente, men det kan dit velvære ikke. Værn derfor om de rolige momenter i hjemmet, hvor du føler dig afslappet og bliver fyldt op med energi. Måske er det ved at tage et bad eller læse en bog?
  • Kend dine begrænsninger og accepter dem. Man kan hurtigt komme til at ærgre sig eller dunke sig selv i hovedet, hvis man ikke får udrettet det, som man har planlagt. Kunsten er dog at lære, at det er okay, at man ikke har styr på det hele. Nogle ting må gerne glide ud af dine hænder.

Foruden disse råd er der en god lære i at lytte til sig selv – eller i hvert fald tage sig tid til at prøve. Måske skal du bare bruge fem minutter, hvor du kigger ud ad vinduet og lader dig fordybe i dine tanker. Der er intet endegyldigt svar. Det handler blot om at lytte til sig selv.

 

Vær opmærksom på dine behov

For at løfte sig selv op mentalt er det vigtigt at have sig selv i højsædet. Det er ikke egoistisk – tværtimod. Når man plejer sig selv, bliver man gladere, og denne glæde smitter ofte af på ens omgivelser. Stræb derfor efter at dyrke dine hobbyer og omgiv dig med mennesker, som giver dig energi. Vi er ofte som de, vi omgiver os med. Af den grund bør man søge mod folk, der giver en livsglæde og energi. En god relation kan nemlig inspirere den enkelte til at få sundere vaner, der giver fred i sjælen.